Har du styr på HR-administration - og evnerne til at få tingene til at spille?

HR-konsulent til barselsvikariat i DR. Kan du navigere i overenskomster, ansættelsesforhold og SAP Success Factors Employee Central? Og elsker du at være en del af et fagligt stærkt og humoristisk fællesskab? Så er du måske vores nye HR-konsulent.

 

Du får både drift, systemer og problemløsning på bordet

Du trives med struktur, præcision, høj kvalitet i det administrative arbejde og ser værdien i at sikre korrekte ansættelsesforhold, overholde gældende overenskomster og være en faglig stærk administrativ support for ledere i DR – også når hverdagen er travl, reglerne er mange, og systemerne ikke altid gør præcis det, man havde forestillet sig.

 

I DR skal mange mennesker, fagligheder og arbejdsgange spille sammen. Det stiller krav til HR. Både når vi rådgiver om ansættelsesvilkår, får kontrakterne på plads og sikrer, at data er korrekte, men også når en leder har brug for hjælp til at finde vej i systemerne.

 

Du er en erfaren HR-konsulent der både har styr på det administrative håndværk og trives i et fællesskab. Det er en forudsætning at du har erfaring med SAP SuccessFactors Employee Central (EC), da det er vores HR-system. En vigtig del af vores arbejde er derfor også administrativ support for at være med til at sikre en velfungerende hverdag i DR for både chefer, ledere og medarbejdere.

Vi forventer ikke, at du kan trylle. Men vi sætter pris på, at du kan gennemskue en udfordring, stille de rigtige spørgsmål og følge en løsning til dørs.

 

Du kommer blandt andet til at arbejde med

 

  • Support: Hjælpe ledere med overenskomstmæssige forhold, ansættelsesvilkår, korrekt lønindplacering og systemsupport.
  • Medarbejderadministration: Udarbejde ansættelseskontrakter, ændringer i ansættelser mv.
  • SAP SuccessFactors EC: Arbejde med systemets data og processer, understøtte brugerne og hjælpe med at identificere og løse udfordringer.

 

Du får med andre ord en varieret hverdag, hvor du både skal kunne fordybe dig i detaljen, hjælpe andre videre og få øje på de løsninger, der gør hverdagen lidt lettere.

 

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har en relevant administrativ uddannelse, fx en kontoruddannelse, en akademiuddannelse i HR eller en professionsbachelor i offentlig administration. Det vigtigste er, at du har den relevante erfaring og faglighed med dig.

 

Vi lægger særligt vægt på, at du:

 

  • Har erfaring med SAP SuccessFactors Employee Central og gerne en god forståelse for sammenhængen mellem HR-data, systemer og administrative processer.
  • Arbejder struktureret og præcist og har blik for både detaljen og helheden.
  • Er serviceminded og god til at samarbejde med mennesker, der har forskellige fagligheder og forudsætninger.
  • Tager ansvar, følger op og tør stille spørgsmål ved arbejdsgange, der kan gøres bedre.

 

Du behøver ikke have svar på alt. Til gengæld skal du være nysgerrig, fagligt velfunderet og have lyst til at tage ansvar for, at opgaverne bliver løst ordentligt.

Og så håber vi, at du har humor og lyst til at være en del af et hold, hvor vi hjælper hinanden. Vi tager vores opgaver alvorligt, men tager ikke os selv alt for højtideligt.

 

Et hold med høj faglighed og plads til grin

Du bliver en del af HR-service med fem HR-konsulenter, en kontorelev og to uddannelseskonsulenter. HR består af 24 kolleger fordelt på HR-service, HR-jura og HR-partnere og udvikling. Vi sparrer på tværs, deler viden og arbejder sammen om at få HR til at fungere i en stor og kompleks organisation.

Der er plads til spørgsmål, gode diskussioner og grin hen over skærmene. Vi vil gerne blive bedre til det, vi gør – og vi ved, at de bedste løsninger ofte opstår, når vi bruger hinandens forskellige perspektiver.

 

Og så er der alt det praktiske

 

  • Ansættelsesvilkår: Ansættelse efter DR's overenskomst med HK. Løn aftales efter kvalifikationer
  • Vikariat: 1. januar 2027 – 31. oktober 2027
  • Ansøgningsfrist: 12. november 2026             

 

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Louise Kongstad Sebenius HR chef på 28 54 40 51.

Vi glæder os til at høre fra dig. Send en kort motiveret ansøgning, dit CV og relevante eksamenspapirer via »Ansøg nu«.

Vi forventer at afholde første samtaler den 16. og 17. november og anden samtalerunde d. 23. og 25. november 2027. Der vil indgå en test og/eller case som en del af rekrutteringsforløbet.


I DR får du cirka 2700 kolleger fordelt over hele Danmark. Vi har en ambition om, at DR skal være et sted, du gerne vil arbejde - uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi udkommer på tværs af radio, tv, apps og web. Vi har tilbud til alle; både børn, unge og voksne. Vi samarbejder med landets uddannelseinstitutioner og erhvervsliv. Vi driver DR Koncerthuset, og så har vi kor og orkestre i verdenklasse.

Vil du med ombord?

Læs mere om DR og DRs faglige organisationer.

FAKTA OM JOBBET

Stilling:  Har du styr på HR-administration - og evnerne til at få tingene til at spille?

Stillingstype:  Fuldtid
Arbejdssted:  København K
Afdeling:  HR Service & Uddannelse
Ansøgningsfrist:  12.11.2026

Hjemmeside: www.dr.dk/job