Kreativ producer til DR Markedsføring & Brugerkontakt

Kan du udvikle, optage og klippe indhold, der fanger børn og unges opmærksomhed? Har du indgående kendskab til YouTube og ved, hvordan platformens formater, logik og regler omsættes til videoer, der virker? Og trives du med at være en del af et kreativt team, hvor du både bidrager med idéer og får produktionerne i mål?

 

Så er det måske dig, vi leder efter som kreativ producer i DR Markedsføring & Brugerkontakt.

 

Om stillingen

Du skal være med til at videreføre og udvikle vores produktion af markedsføringsindhold med særligt fokus på DR’s børne- og ungeindhold. Din hovedopgave bliver at udvikle, optage og klippe videoer, der gør målgrupperne nysgerrige på DR’s programmer, brands og universer. Du arbejder tæt sammen med marketing managers, kreative kollegaer, SoMe-specialister og indholdsredaktioner og tager ansvar for dine produktioner fra idé til færdig levering. YouTube er en central platform i dit arbejde. Du forstår, hvordan format, titel, thumbnail, åbning og klipning spiller sammen, og du kan bruge den viden både under optagelsen og i redigeringen. Du har samtidig styr på platformens regler og de særlige rammer og regler for indhold rettet mod børn.

Da du primært vil arbejde med børn og unge, skal du kende deres medievaner og adfærd på relevante platforme og kunne tilpasse indholdet til forskellige aldersgrupper. Du kan se mulighederne i DR’s indhold og finde de fortællinger og greb, der giver mening for netop dem, vi vil nå.

 

Rollen er praktisk og producerende. Du skal selv kunne gribe kameraet, tilrettelægge en optagelse og klippe materialet til en færdig video. Gennem dit håndværk, din platformforståelse og din daglige sparring bidrager du samtidig til at løfte kvaliteten af teamets produktioner.

 

Dine primære opgaver bliver at

  • Udvikle idéer og formater til markedsføring af DR’s børne- og ungeindhold.
  • Omsætte briefs og kampagneidéer til konkrete videoproduktioner til YouTube og andre relevante platforme.
  • Planlægge og gennemføre optagelser, hvor du selv står for kamera og lyd.
  • Klippe og færdiggøre videoer med sikker sans for fortælling og målgruppe.
  • Udvikle titler, thumbnails og åbninger, der gør indholdets præmis tydelig og vækker nysgerrighed.
  • Sikre, at produktionerne følger platformenes regler og tager højde for de særlige hensyn til børn og unge.
  • Bruge resultater og brugerindsigter til at forbedre formater og produktioner.
  • Dele din viden og give konkret, konstruktiv sparring til kollegaerne.

 

Om dig

Du er en kreativ producer med et solidt håndværk og en praktisk tilgang til at skabe indhold. Du kan både udvikle en idé og selv føre den ud i livet, og du ved, hvilke valg under optagelsen der gør en forskel i klipperummet. Du har indgående forståelse for YouTube og kan forklare, hvorfor noget fungerer og hvorfor andet ikke gør. Du følger udviklingen på platformen, men vælger formater og greb ud fra målgruppen og opgaven frem for trends alene.

Du kender børn og unges digitale mediebrug og ved, at de ikke er én samlet målgruppe. Du kan ramme en relevant tone og fortælleform uden at gå på kompromis med indholdets kvalitet og troværdighed. Du arbejder selvstændigt, holder styr på dine leverancer og trives i et tæt samarbejde med andre fagligheder. Du er åben for feedback og bidrager gerne med din egen viden, når en kollega har brug for sparring.

 

Vi forventer, at du har:

  • Erfaring med selvstændigt at udvikle, optage og klippe videoindhold til digitale platforme.
  • Indgående kendskab til YouTubes formater, platformlogik og regler.
  • Erfaring med at producere indhold til børn og unge og forståelse for deres adfærd på relevante platforme.
  • Sikker beherskelse af kamera, lyd og videoredigering.
  • Evne til at omsætte en marketingbrief til indhold, der fungerer for målgruppen.
  • Erfaring med at bruge data og brugerindsigter til at kvalificere kreative og produktionsmæssige valg.
  • Gode samarbejdsevner og evne til at levere inden for aftalte rammer og deadlines.

 

Din erfaring kan være opbygget som freelancer, på et bureau, i en medievirksomhed eller i et andet produktionsmiljø. Det vigtigste er, at du kan dokumentere dit håndværk og din forståelse for målgrupperne og platformene.

 

Om afdelingen

Du bliver en del af DR Markedsføring & Brugerkontakt, hvor vi arbejder med markedsføring, positionering og brugerrelationer på tværs af DR’s indhold, platforme og brands.

DR Markedsføring er DR’s in-house marketingstrategiske, kreative, medie- og produktionsbureau i ét. Hvert år udvikler og eksekverer vi mere end 600 kampagner på tværs af DR’s platforme. Vi arbejder tæt sammen med DR’s redaktioner om at skabe tydelige, relevante og engagerende møder mellem DR’s indhold og danskerne. I Markedsføring & Brugerkontakt er marketingfaglighed, samarbejde og brugerforståelse centralt i vores arbejde. Vi tror på, at stærke brugeroplevelser opstår, når strategi, kreativitet og eksekvering hænger sammen.

DR Markedsføring & Brugerkontakt er en del af Indholdsområdet i DR.

 

Kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Kreativ Chef, Nino Dedenroth på nided@dr.dk.

 

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er 13/11-2026.

 

Om ansøgningsprocessen

Send din ansøgning og dit CV sammen med links til relevante videoproduktioner. Beskriv kort din rolle i de enkelte produktioner, herunder hvad du selv har stået for i idéudvikling, optagelse og klipning.

 

I DR ser vi forskellighed som en styrke, der højner kvaliteten af det indhold, vi skaber. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at søge stillingen uanset baggrund.

Vi bestræber os på at sikre en fair rekrutteringsproces med lige muligheder for alle jobansøgere. Derfor vil vi gerne frabede os unødvendige personlige informationer og billede på CV’et.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning. Du søger ved at klikke på ”ansøg nu”.

 


I DR får du cirka 2700 kolleger fordelt over hele Danmark. Vi har en ambition om, at DR skal være et sted, du gerne vil arbejde - uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi udkommer på tværs af radio, tv, apps og web. Vi har tilbud til alle; både børn, unge og voksne. Vi samarbejder med landets uddannelseinstitutioner og erhvervsliv. Vi driver DR Koncerthuset, og så har vi kor og orkestre i verdenklasse.

Vil du med ombord?

Læs mere om DR og DRs faglige organisationer.

FAKTA OM JOBBET

Stilling:  Kreativ producer til DR Markedsføring & Brugerkontakt

Stillingstype:  Fuldtid
Arbejdssted:  København K
Afdeling:  Koncept
Ansøgningsfrist:  13.11.2026

Hjemmeside: www.dr.dk/job