Publiceringsdirektør for DR
Vil du sikre, at danskerne opdager, bruger og får størst mulig værdi af DR og DR’s platforme?
Vi leder efter et fagligt fyrtårn med en stærk vision for, hvordan danskerne møder DR på tværs af DR’s egne platforme og eksterne kanaler som sociale medier og andre tredjepartsplatforme.
Du har indgående kendskab til den danske samfundsudvikling og det danske marked for medier, kultur, debat og oplevelser, og har derfor en klar strategi for, hvad der skal til for at danskerne får mest mulig værdi fra public service i en tid med uendelig, global konkurrence.
Som person er du data- og hypotesedrevet, du forstår at bruge hele det digitale økosystem og ved, hvordan man styrker relationer og bygger tillid i en tid med fragmentering og polarisering. Sammen med nøgleledere i DR Teknologi har du det publicistiske ansvar for DR’s public service-algoritme og de operative brugermål, hele DR styrer efter.
Publiceringsdirektøren har ansvar for publicering, markedsføring og kommende partnerskaber på både DR’s egne såvel som eksterne platforme.
Du refererer til Indholdsdirektøren og indgår i Indholdsledelsen. Som hold tager vi fælles ansvar for prioriteringer på tværs af DR’s indhold og publicering. Vi arbejder formålsdrevet og datainformeret med at virkeliggøre DRs strategi Forskellige Sammen, i ét fælles kollektiv på tværs af DR.
Opgaver og kompetencer
Du har blik for både den store strategiske retning og de konkrete mekanismer, der afgør, om indhold bliver opdaget, brugt og skaber betydning. Du forstår, at public service i en digital tid skal gøre sig fortjent til danskernes opmærksomhed hver dag og at tillid, relevans og værdi for den enkelte hænger tæt sammen.
Som Publiceringsdirektør får du ansvar for at omsætte DR’s strategi til handling og skabe resultater på tværs af organisationen.
Vi lægger derfor vægt på, at du kan:
-
omsætte DR’s strategi til en tydelig publiceringsstrategi på tværs af egne og eksterne platforme – og har stærk digital forståelse samt indsigt i brugeradfærd, distribution og markedsudvikling
-
opbygge DRs indsigt og analysekapacitet. DR skal kende danskerne bedst, og vi skal styrke brugen af data, analyse, effektmåling og brugerindsigter i udvikling og prioritering – og omsætte indsigterne til klare valg og konkrete resultater
-
skabe sammenhæng mellem indhold, produkter, platforme og publicering – i tæt samarbejde med produkt-, teknologi-, udviklings- og analysemiljøer
-
udvikle partnerskaber og aftaler med medier og digitale platforme, der øger synligheden og værdien af DR’s indhold
-
kommunikere åbent, transparent og ofte – og bidrage aktivt til den offentlige samtale om teknologi, platforme og det danske økosystem for medier og kultur som DRs ansigt på området
-
skabe en lærende, samarbejdsorienteret og datadrevet organisation, hvor man løbende bliver klogere på, hvad der virker – for hvem, hvornår og hvorfor
-
lede større forandringer, der udvikler organisering, samarbejdsformer og kultur, og skabe følgeskab på tværs af fagligheder
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har indgående indsigt i markedet og forretningsmodeller for medier og platforme og erfaring med partnerskaber på tværs af medier, teknologivirksomheder eller digitale platforme.
Som person er du strategisk, analytisk og handlekraftig. Du er nysgerrig på brugerne, optaget af effekt og ikke bange for at udfordre vante måder at arbejde på. Du kan skabe fremdrift i komplekse samarbejder og få stærke fagligheder til at trække i samme retning.
Du tror på, at data og analyse ikke står i modsætning til kreativitet og publicistisk dømmekraft, men kan styrke begge dele, når det bruges klogt.
Om ansættelsen
Du vil referere til Indholdsdirektør, Naja Nielsen.
Tiltrædelse er 1. januar eller hurtigst muligt derefter.
Der er mulighed for at have dagligt arbejdssted på alle DRs lokationer, men stillingen indebærer tilstedeværelse i DR Byen flere dage ugentligt.
Er du interesseret?
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit cv og relevante eksamenspapirer. Du søger stillingen ved at klikke på ”Ansøg nu” i højre side. Stillinger i DR søges udelukkende elektronisk.
Ansøgningsfristen er d. 12. november 2026.
Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 16., 17. eller 18 november.
Vi forventer at afholde 2. samtaler d. 23., 24. eller 25. november. I forbindelse med 2. samtalerne vil vi anvende test, som du vil modtage tilbagemelding på forud for 2. samtalen.
Du er velkommen til at kontakte Indholdsdirektør Naja Nielsen på naja.nielsen@dr.dk, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om stillingen.
I DR ser vi forskellighed som en styrke, der højner kvaliteten af det indhold, vi skaber. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at søge stillingen uanset baggrund.
DR’s nye strategi ’Forskellige sammen’ er svaret på, hvordan DR skal være med til at styrke demokratiet i en verden i forandring. Syv pejlemærker og tre strategiske mål sætter retningen. Du kan læse mere om DRs strategi her.
Stilling: Publiceringsdirektør for DR
Skærmlæsere kan ikke læse følgende søgbare oversigt.
Følg dette link til vores jobsøgningsside for at søge efter de ledige stillinger i et mere tilgængeligt format.