Redaktør til P1 Aktualitet
Hver dag tuner hundredtusindvis af danskere troligt ind for at lytte til P1 Morgen og P1 Orientering. Det er en gave, og det er først og fremmest et ansvar, der forpligtiger.
Vi søger nu en eller flere redaktører, som skal hjælpe os med at fastholde – og vigtigere – med at udvikle den position.
Hos P1 Aktualitet – redaktionen bag de to programmer – går vi hver dag på arbejde for at skabe den bedst tænkelige journalistik, der formidler verden rundt om os.
Det er et hektisk job.
Som redaktør vil du komme til at stå i spidsen for et hold af dygtige journalister, som vil kigge mod dig, når en retning skal sættes, når en historie falder 20 minutter før, et program går i luften, og når en løs ide skal udvikles eller afvikles.
Du skal hver dag udvælge, udvikle og prioritere vores satsninger, du skal kunne skabe et fængslende redaktionsmøde med næsten 20 deltagere, og du skal overskue nyhedsstrømmen – både herhjemme og internationalt, ligesom du skal indgå i et tæt samarbejde med resten af DR.
Du skal læse manusser igennem, hjælpe med at spidse spørgsmålene til et kritisk interview eller identificere den detalje, der kan gøre det svære håndgribeligt.
Og du skal kunne sammensætte et program, der både føles vigtigt og vedkommende.
Kort sagt skal du – med en slidt kliche – kunne balancere adskillige bolde i luften på en gang, og du skal gøre det hele, mens du udstråler ro, glæde og autoritet.
Det er også et ekstremt meningsfuldt job.
P1 Morgen og P1 Orientering har gennem adskillige år været danskernes foretrukne taleradioprogrammer, og positionen er blevet fastholdt uden at give køb på grundlæggende nyhedsparametre som væsentlighed og relevans.
På en almindelig morgen eller eftermiddag er det lige så naturligt for os at zoome ind på konsekvenserne af EU's løndirektiv, som det er at dække lukningen af plejehjem på Langeland.
Og midt imellem det vigtige og væsentlige forsøger vi hele tiden at finde de historier, der minder os om, at livet også er andet en krig, død og undergang.
Vores løfte til lytterne er det samme dag efter dag: Vi klæder dem på til at begribe og tage del i de vigtigste diskussioner, som præger vores tid.
Vi forestiller os, at du allerede har erfaring med at lede – og at du hvert fald har erfaring med at lave god og vigtig journalistik.
Vi forventer, du kender vores programmer, og at du synes, journalistik er det sjoveste fag i verden.
Det er ikke så afgørende, om du har erfaring med radio. Det er mere afgørende, at du evner at lede, motivere og inspirere redaktionen til at udvikle den bedst tænkelige journalistik til vores programmer. Resten lærer vi dig.
Vi er allerede gode til at spotte de bedste historier i udlandet og på Christiansborg – det vil være kærkomment, hvis du kan hjælpe os med at identificere de vigtigste indenfor teknologi og økonomi.
Vi kan tilbyde løn efter kvalifikationer, og vi kan tilbyde entré på en ambitiøs redaktion, hvor vi foretrækker at have det sjovt, mens vi laver det vigtige og alvorlige.
Giver ovenstående anledning til spørgsmål, kan du række ud til ledende redaktør Mark Steffensen (msf@dr.dk , +4528540387) eller redaktionschef Michael Alsen (mial@dr.dk).
DR ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund til at søge.
Stilling: Redaktør til P1 Aktualitet
Skærmlæsere kan ikke læse følgende søgbare oversigt.
Følg dette link til vores jobsøgningsside for at søge efter de ledige stillinger i et mere tilgængeligt format.