Teamleder for DR's løsningsarkitekter

Vil du lede og udvikle et team af løsningsarkitekter og samtidig selv arbejde med konkrete løsninger? Hos DR kombinerer du ledelse og IT-arkitektur i en organisation, hvor teknologien spænder fra medieproduktion, streaming og digitale brugeroplevelser til data, AI, cloud, platforme og kritisk drift.

DR søger en fagligt stærk teamleder, der kan samle vores løsningsarkitekter om en fælles arbejdsform og et stærkt fagligt fællesskab.

 

Bliv en del af en ny stor satsning

 

Den nyoprettede afdeling Udvikling, Arkitektur og AI skal give DR større teknologisk handlekraft. Sammen definerer vi DR’s målarkitektur for at skabe fleksible digitale platforme, modner AI fra eksperiment til reel værdi og gør produktionen skalerbar og softwarebaseret. Afdelingen samler DR’s teknologiarbejde om fælles standarder, moderne arbejdsformer og genanvendelige komponenter. Det gør vi ikke alene, men sammen med fagligheder og produktteams på tværs af DR.

 

Stillingen

 

Som teamleder for DR’s løsningsarkitekter får du det daglige personale- og opgaveansvar for et team på aktuelt otte løsningsarkitekter, som forventes at vokse. Du bliver en del af Arkitektur og refererer til chefen for området.

 

DR’s teknologi spænder fra medieproduktion og streaming til digitale slutbrugerprodukter, data og fælles platforme. Vi moderniserer centrale systemer og udvikler de løsninger, der understøtter vores public service-opgave. Her spiller arkitekterne en vigtig rolle i at forbinde forretningsbehov, tekniske muligheder og konkrete leverancer.

 

Løsningsarkitekterne arbejder inden for forskellige domæner og produkter. Din opgave bliver at udvikle medarbejderne, prioritere opgaverne og sikre, at teamet arbejder efter en fælles arkitekturpraksis. Du skal skabe tydelige rammer og give erfarne kolleger plads til at tage ansvar.

 

Som en del af stillingen arbejder du også selv som løsningsarkitekt inden for et fast domæne og en række produkter. Her arbejder du tæt sammen med product managers, udviklingsteams og forretningen om løsningsdesign, integrationer og tekniske beslutninger. Du yder også faglig sparring til teamets øvrige arkitekter efter behov. Omfanget af dine egne arkitekturopgaver afstemmes med ledelsesopgaven og teamets behov.

 

Dine vigtigste opgaver

 

  • Lede og udvikle teamet gennem løbende sparring, feedback og udviklingssamtaler med fokus på performance, trivsel og samarbejde
  • Fordele og prioritere opgaver med blik for værdi, kompetencer, kapacitet og afhængigheder
  • Etablere og videreudvikle et fælles rammeværk for løsningsarkitektur i samarbejde med arkitekterne. Rammeværket skal omfatte processer, dokumentationsniveauer og værktøjer, der understøtter deres arbejde og samarbejdet med udviklingsteams.
  • Understøtte, at teamets arkitekter omsætter DR’s strategi og fælles arkitekturretning til konkrete løsninger og tager ansvar for løsningernes arkitektoniske kvalitet og langsigtede levedygtighed
  • Styrke det faglige fællesskab gennem videndeling, Communities of Practice og kompetenceudvikling
  • Fremme samarbejdet på tværs af domæner og produkter, så muligheder for forenkling, genbrug og standardisering identificeres og omsættes til konkrete forbedringer
  • Sætte anvendelsen af AI og arkitektur-agenter på teamets dagsorden og understøtte, at det bliver en del af arkitekturarbejdet

 

Du skal sikre, at arkitekturen hjælper teams med at træffe velbegrundede beslutninger og komme videre med deres leverancer. I dine egne arkitekturopgaver følger du løsningerne fra behov og design til implementering og afvejer blandt andet sikkerhed, driftbarhed, performance og økonomi.

 

Din profil

 

Du har dokumenteret erfaring som leder af arkitektteams eller med faglig ledelse af erfarne arkitekter i komplekse organisationer. Du er vant til et teknologilandskab med mange interessenter og konkurrerende prioriteter og kan sætte retning, påvirke beslutninger og skabe opbakning blandt ledere og centrale samarbejdspartnere.

Som leder er du anerkendende og involverende. Du lytter, delegerer og udvikler andre, samtidig med at du stiller tydelige forventninger og følger op. Du kan håndtere faglige uenigheder og tage de nødvendige samtaler om performance og samarbejde. Erfaring med formelt personaleansvar er en fordel.

 

Fagligt forventer vi, at du:

  • Har mindst fem års erfaring som arkitekt med ansvar for konkrete løsninger i komplekse systemlandskaber
  • Har en solid baggrund i softwareudvikling og bred teknisk forståelse med særlig styrke inden for softwarearkitektur og integrationer
  • Har erfaring med at udvikle og forankre et fælles rammeværk for løsningsarkitektur på tværs af domæner og produkter
  • Har erfaring med at understøtte faglige fællesskaber og medarbejdernes kompetenceudvikling
  • Kan forklare tekniske alternativer og deres konsekvenser klart og samarbejde tæt med både udviklere, forretning og ledelse 

 

Hos os

 

Du får mulighed for at præge både et voksende arkitektteam og måden, vi arbejder med løsningsarkitektur på i DR. Du bliver en del af et fagligt miljø med tæt samarbejde på tværs af teknologi og forretning og med løsninger, der har betydning for DR’s tilbud til danskerne.

 

Vi lægger vægt på høj faglighed, godt samarbejde og en uformel omgangstone.

 

Kontakt og praktisk info

 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Hans Jakob Husager, chef for Arkitektur, på hhus@dr.dk.

 

Ansøgningsfrist

 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, dit CV samt relevante eksamenspapirer senest 15. november 2026.  Søg via DR’s jobportal.

 

Vi holder samtaler løbende og ønsker tiltrædelse hurtigst muligt.

 

I DR ser vi forskellighed som en styrke, der højner kvaliteten af det indhold, vi skaber. Derfor opfordrer vi alle interesserede til at søge stillingen uanset baggrund.

 

Vi bestræber os på at sikre en fair rekrutteringsproces med lige muligheder for alle jobansøgere. Derfor vil vi gerne frabede os unødvendige personlige informationer og billede på CV’et.

 
 
 


I DR får du cirka 2700 kolleger fordelt over hele Danmark. Vi har en ambition om, at DR skal være et sted, du gerne vil arbejde - uanset hvilken faglighed, du kommer med. Vi udkommer på tværs af radio, tv, apps og web. Vi har tilbud til alle; både børn, unge og voksne. Vi samarbejder med landets uddannelseinstitutioner og erhvervsliv. Vi driver DR Koncerthuset, og så har vi kor og orkestre i verdenklasse.

Vil du med ombord?

Læs mere om DR og DRs faglige organisationer.

FAKTA OM JOBBET

Stilling:  Teamleder for DR's løsningsarkitekter

Stillingstype:  Fuldtid
Arbejdssted:  København K
Afdeling:  Arkitektur
Ansøgningsfrist:  15.11.2026

Hjemmeside: www.dr.dk/job